(10/8/2018) Karsten siger:
Tja Jonna. Det er nok mere tvivlsomt om der kommer billeder her. Tina er gået i gang med at lave en fin fotobog i stedet med beskrivende tekst - den bliver god :)
Lørdag 22/6: Vi ankommer i millionbyen New York sidst på dagen. Bussen fra Boston sætter
os af midt på Manhattan ved hjørnet af 34th Street og 8th Avenue. Avenuerne løber parallelt
gennem Manhattan i nord/syd retningen, mens gaderne inddeler byen i vest/øst retning. Det meste
af New York består derfor af rektangler så det er faktisk utroligt nemt at finde rundt. Vi
vælger at gå til hotellet, som også ligger nær 8th Avenue, men ved 49th Street. Noget af det
første som slår én er hvor mange mennesker der er på gaderne. Der bor omkring 8 millioner mennesker
i Metro New York, og på selve Manhattan omkring 1.6 millioner. Med en størrelse på ca. 87
kvadratkilometer giver det en meget høj befolkningstæthed. Til sammenligning bor der ca. 560.000
i det centrale København med en størrelse på 88 kvadratkilometer. Derfor er det nok heller ikke
så mærkeligt at vi synes, der er mange mennesker på gaden. Efter installation på hotellet (på
vores mikroskopiske værelse) går vi ud for at spise og finder snart en lille Brasiliansk restaurant
ikke så langt fra hotellet. En dyr oplevelse, men det er bare dyrt at spise på restaurant i New
York. Desuden forventes det at man betaler 20 % i drikkepenge ellers kan man risikere at blive
jagtet ned af gaden af vrede tjenere eller måske endda få en politianmeldelse. Lidt trætte efter
dagens rejse og mødet med New York vælger vi dog lige at gå en tur forbi Times Square, som også
ligger nær hotellet. Times Square er en plads, som ligger midt i teaterkvarteret, hvor Broadway
krydser 7th Avenue. Broadway er den eneste gade, som faktisk ikke er parallel med alle de andre
i denne del af New York. Allerede et stykke fra selve pladsen får man fornemmelsen af at noget
specielt foregår længere fremme. Længe inden man ser pladsen, ser man lyset fra den. Det er så
lyst at det næsten virker som om det er højlys dag. Lyset stammer fra de utallige reklamer, som
bygningerne langs Times Square er beklædt med. Som om det ikke var nok med alt lyset så rammes
man også af selve menneskemængden her. Selvom det er tæt ved midnat er pladsen pakket med
mennesker, hvoraf en stor del sikkert er turister. En New Yorker holder sig nok på lang afstand
med mindre vedkommende altså regner med at tjene penge på turistmængden. Herunder kan du se et
lille videoklip fra netop Times Square, som måske kan give dig en idé om det indtryk vi fik.
Søndag 23/6: Vi starter dagen med et cruise, som fører os hele vejen rundt om det nedre Manhattan
og også lige slår et smut forbi statuen af frihedsgudinden. Det er altså dejligt afslappende at
se noget fra et skib. Man kan ligesom ikke lave andet end at nyde udsigten og tage billeder. Det
første vi ser på sejlturen som skiller sig ud er den sydligste spids af Manhattan. Det er her
tvillingetårnene som udgjorde World Trade Center stod. I dag er World Trade Center ved at genopstå
i en ny form og den mest imponerende bygning, One World Trade Center, står allerede opført, mens
flere mindre bygninger stadig er under konstruktion. Den nye mastodont strækker sig 1776 fod,
eller 541 meter, i vejret. Højden er vist valgt for at markere året for uafhængighedserklæringen
og er derfor endnu et symbol fra frihed. Herefter går turen sydpå forbi mere eller mindre kendte
småøer. F.eks. Ellis Island, hvor alle Immigranter tidligere endte før de kunne opnå adgang til
USA.
Vi havde en idé om at statuen af frihedsgudinden ville være gigantisk, med en højde på 93
meter er den da også noget højere end f.eks. Rundetårn, som har en højde på 35 meter. Vi blev
alligevel overraskede over, hvor forholdsvis lille den ser ud i forhold til alle de andre gigantiske
bygningsværker i området. Statuen blev givet som en gave fra Frankrig til USA sidst i 1800-tallet.
Frankrig deltog jo på amerikanernes side i uafhængighedskrigen mod briterne. Det var vist noget
med gammelt nag, syvårskrigen og bare generel foragt for englænderne, som stod bag den beslutning.
På østsiden af Manhattan passerer vi under mange broer. Manhattan er omgivet af vand til tre
sider og er derfor afhængig af broer til bl.a. staten New Jersey og bydelene Brooklyn og Queens.
Vi ser andre kendte bygninger såsom FN’s hovedkvarter og Empire State Building på tilbavejen. Tilbage
på sikker grund tager vi metroen mod vores næste mål – Central Park. Ved en fejl står vi på et
eksprestog, som ikke stopper ved Central Park, men fortsætter direkte ind i Harlem. Det undrer og
da også lidt i starten, at vi stort set er de eneste mennesker med lys hudfarve på toget indtil
det går op for os at vi altså er på vej til Harlem – en bydel, som vi ellers er blevet rådet til
at undgå. Nå vi står af ved første stop i Harlem og tager det næste tog sydpå igen – om ikke andet,
så oplevede vi da de optrædende gadeartister, som indtog vores togvogn med deres show på turen.
Tilbage ved Central Park! Med en størrelse på mere end 3 kvadratkilometer virker parken enorm. Vi
går ind i parken ved en del af parken kaldet Strawberry Fields, som er et mindesmærke for John
Lennon, som både boede og blev skudt her i 1980. Vi går tværs gennem parken, hvor vi skal dyrke
vores kunstneriske åre på The Met (Metropolitan Museum of Art). Vi finder hurtigt ud af at museet
er kæmpestort og indeholder meget andet end nyere kunst. Her findes sektioner med kunst fra stort
set alle perioder og stilarter gennem menneskets historie. Vi ser både værker at Rembrandt og
Matisse, men også kunst fra tidligere perioder som den Assyriske og Byzantiske. Meget spændende,
men der var simpelt bare alt for meget at se, til de få timer vi havde til at besøge stedet. Fra
The Met tager vi igen metroen sydpå til Grand Central, et knudepunkt i byens metrotrafik. Efter
at have taget et par billeder i centralens ikoniske sal, som ses i utallige film, går vi mod
Rockefeller Center. Centerets centrale bygning er den 259 meter høje GE bygning, som man som turist
kan komme op i for at få udsigten ud over byen lidt oppefra. Som en af de højeste bygninger i New York
kan man da også se det meste deroppe fra.
Et af bygningens kælenavne er i øvrigt ’30 Rock’, hvis
det siger nogen noget.
Senere på dagen, efter mørkets frembrud, skal vi op i endnu en af New Yorks
skyskrabere for at se byens lys i mørket. Men inden vi kommer op i Empire State Building skal vi
selvfølgelig gennem deres sikkerhedskontrol som bl.a. konfiskerer vores kamerafod – så meget for at
ville tage gode billeder af New Yorks Skyline om natten. Nå, udsigten er i hvert fald flot og vi
undres igen over, hvor mange mennesker, der har valgt at bo på dette tætpakkede område mens vi ser
ud over alle lysene, som strækker sig hele vejen til horisonten.
Mandag 24/6: I dag skal vi se nærmere på den sydlige del af Manhattan, hvor bl.a. børsen og det
før omtalte nye World Trade Center ligger. Her er der ikke helt samme stramme vejplanlægning og det
minder mere om en Dansk by med mindre, snoede gader. Nær New York Stock Exchange ser vi endnu en
statue af USA’s første præsident, George Washington.
Vej foden af statuen sidder en ældre herre og
gemmer sig i skyggen. Han spiller på fløjte og forsøger at tjene en skilling ved at spille her. Jeg
husker ikke om han var god til at spille, men hvordan han hele tiden flyttede sig i et forsøg på
at sidde mageligt i den smalle skygge her midt på dagen i 35 graders varme. Det minder mig om, at
selv om vi befinder os i hjertet af New Yorks finanskvarter, så er der også mennesker som forsøger
at leve en tilværelse for foden af skyskraberne. Næste stop er ved 9/11 memorial. Et mindesmærke
for de, som døde i forbindelse med angrebet på tvillingetårnene. Selvom det er gratis at komme ind
at se mindesmærket kommer vi dog aldrig derind.
Vi finder ud af, at man skal registrere sig et stykke
derfra, men opgiver at gøre det da vi ser køen, som strækker sig langt hen ad fortovet i middagsheden.
I stedet går vi på opdagelse i nogle af de tilstødende kvarterer. Jeg har læst et sted at New Yorks
hovedbibliotek skulle være flot, så vi forsøger at finde det sted vi har markeret på kortet
hjemmefra. Inden længe forlader vi de fine bygninger i handelskvarteret og kommer ind i Chinatown,
som er en helt anden verden. Slidte bygninger, som rejser sig langs beskidte gader. Vi undrer os
over at det fine bibliotek skulle ligge i det her område, men vi finder da rigtig nok et bibliotek
på adressen. At kalde denne lille underafdeling af New Yorks offentlige biblioteker for stor eller
flot, ville dog være en overdrivelse.
Vi benytter dog lige chancen for at gå på toilettet på tredje
sal til stor irritation for den gruppe ældre, yogadyrkende kinesiske kvinder, som vist er vandt til
at have toiletterne for sig selv. De er da i hvert fald ikke blege for at banke på hos herrerne!
Nå, god research Hr. Hansen, vi opgiver at finde det rigtige bibliotek og krydser rundt i byen for
at finde Little Italy i stedet.
Vi har læst at restauranterne her skulle være gode. Vi finder dog
aldrig noget, som kunne minde om en Italiensk bydel, sikkert fordi Chinatown har haft gevaldigt
vokseværk og stort set har opslugt den italienske bydel. I stedet bliver det til mad på den lokale
pub i den vestlige del af Manhattan skyllet ned med en Manhattan Lager. Således forfriskede har vi
energi til endnu en vandretur, denne gang på den såkaldte High Line. En have bygget på sporene fra
en nedlagt banestrækning som, hævet ti meter over jorden, strækker sig i nord/syd gående retning
over mere end atten gader. Haven er inddelt i forskellige afsnit, hver med sit tema, og er en
kærkommen pause fra betonjunglen udenfor. Først på aftenen besøger vi endnu en gang Times Square
og køber et maleri af en af de mange gadekunstnere. En kvinde fra et sted i østeuropa, som læste
kunst i New York og var nødt til at stå her om aftenen for at tjene til dagen og vejen. Alle hendes
værker blev lavet med spraydåser og hun havde bestemt håndelag. Vi er også inde i en butik for at
se om vi kan finde et par souvenirs vi gider have med hjem. Vi finder nogle T-shirts og Tina får
noget af en kompliment fra butiksejeren, som har et godt øje til Tina. Adspurgt om vi er gift svarer
jeg naturligvis ja og får så ellers at vide, hvor heldig jeg er – og det kan jeg jo kun give manden
ret i! Dagen slutter med, at vi nyder en drink på hotellet og forsøger at køle af på hotelværelset,
som ikke engang den evigt kørende, brummende og larmende aircondition-enhed er i stand til at få
ned på en bare nogenlunde udholdelig temperatur.
Tirsdag 25/6: Hjemrejsedag. Vi står tidligt op og bruger vores sidste US dollars på en metrobillet
ned til bussen, som skal transportere os tilbage til Boston, hvorfra vores fly hjem til Vancouver
afgår. Ret begivenhedsfrit forløber rejsen hjem, men tiden i flyet kan jo altid bruges til at tænke
på, hvilke indtryk turen har givet. Vores umiddelbare indtryk af New York er, at det ikke er et
sted vi kunne tænke os at bo, men at der er rigtig mange oplevelser gemt rundt omkring i byen. Vi
tilslutter os sloganet ’Byen, der aldrig sover’, som meget rammende beskriver de oplevelser vi har haft.
Tja Jonna. Det er nok mere tvivlsomt om der kommer billeder her. Tina er gået i gang med at lave en fin fotobog i stedet med beskrivende tekst - den bliver god :)
Hov, kommer der måske nogle billeder her inde også? Nu er der høstet op og halmen presset og inde, stadig mega varmt, tror efterhånden der er grund til bekymring :-/ Måske der kan blive lidt ferie så!
Gerne - se min kommentar ved billedet :)
Øh Karsten, kan du løfte sløret for, hvad det var du tog billede af på feddet? Det der lignede resterne af en gl. mølle?
Et nyt billede i brugerhjørnet - gæt en weekendaktivitet :)
Hurra for ego-dage :)
1 2 ... 230 >Glemt kodeord?
09/10/2016: Vintur på Røsnæs
07/02/2015: Island del I
10/02/2015: Island del II
11/10/2014: Norge 2014
26/06/2014: Blomster på Hareskrænten
1: jonna (327 beskeder)
2: Conni (310 beskeder)
3: Tina (262 beskeder)
4: Karsten (227 beskeder)
5: Inge (186 beskeder)
6: Maria (46 beskeder)
7: Malene (13 beskeder)
8: (1 beskeder)