Californien 2013, Ørkenen (27.05.2013 - 29.05.2013)

Mandag 27/5: Efter én overnatning i Los Angeles forlader vi igen motorvejsforvirringen, men kører denne gang mod øst. Vi skal ud i ørkenerne og nyde varmen! Har du set gamle amerikanske film fra små vindomsuste flækker, som ligger midt i ørkenen langs en lang og øde landevej? Så har du en idé om det, der ventede os. Lange, lange lige vejstrækninger forgrener sig ud i Mojave ørkenen, kun afbrudt af små landsbyoaser. Dele af køreturen forløber langs den legendariske route 66. Vejen er en af de første hovedveje etableret i 1926 og strækker sig 4000 km. fra Chicago i øst til Los Angeles i vest. Mange af småbyerne langs ruten forsøger i dag at genetablere vejen som et amerikansk ikon, men der er i dag bygget nye, større veje, som kanaliserer det meste af trafikken udenom de små byer. Vi vælger dog at holde rast i en af disse småbyer og oplever noget af den støvede stemning i den lokale diner, mens vi oplever hvordan en RIGTIG burger ser ud. Efter hvilet fortsætter vi til Joshua Tree Park. I vores del af verden (altså i Danmark) er parken nok mest kendt fra albummet The Joshua Tree af U2. Et album bandet netop lavede med USA som tema.

Parken ligger primært i den lidt højere og dermed lidt køligere del af Mojave ørkenen, og det, der præger oplevelsen er selvfølgelig Joshua træerne, men også de geologiske strukturer. Parken er et rejsemål for klatrere, som udfordrer klippeformationerne omgivet af de specielle træer, som gør oplevelsen unik. Efter at have udforsket nogle af parkens klippeformationer og de ret specielle Joshua træer forlader vi parken og kører mod nord. Vi skal til Las Vegas i staten Nevada og opleve en aften i neonlysets skær, men inden vi når så langt skal vi lige krydse Mojave ørkenen. Undervejs viser termometeret 100 grader fahrenheit, som svarer til ca. 38 grader celsius. Vi havde bestemt ikke lyst til at forlade bilens airconditionerede indre og stoppede ikke før vi kunne skimte Las Vegas’ omrids gennem varmedisen.

Vores hotel i Vegas har form som en pyramide og det gennemgående tema inde i pyramiden var Egypten. Mange hoteller i Vegas har et tema, som gennemsyrer hele bygningen; f.eks. skulle vi senere spise ved en buffet på hotellet Caesars Palace, som er i Romersk stil. Alle hotellerne har selvfølgelig også kasinoer og buffeter, så man aldrig behøver forlade sit hotel/kasino under hele opholdet. Flere af buffeterne er ret berømte og vi har fået anbefalet det i Caesars Palace. Desværre ligger det i den anden ende af det centrale kasinoområde, men så fik vi da en oplagt chance for at se The Strip, som faktisk af flere opfattes som et sightseeing mål i sig selv, specielt om natten.

Oplyst af tusindvis af neonlys og flankeret af utallige kæmpe hoteller/kasinoer og et menneskemylder uden lige gør da også stedet ret unikt. Det var fint nok at opleve, men jeg tror nu jeg foretrækker en afsidesliggende gletsjer sø… Nå, buffeten var da også noget af en oplevelse, med mad fra alle verdenshjørner. Specielt nød vi store mængder af King Crab, som er ret dyrt andre steder. Tilbage på vores eget hotel opdager vi hurtigt flere ting, som bevidst er gjort for at få folk til at bruge mere tid i kasinoerne. Der er for det første ingen ure eller vinduer i kasinoet. Man opdager altså ikke nødvendigvis at timerne ruller af sted, mens man har travlt med at spille. Vi er ikke så meget til kasinodelen af Vegas, men vi skulle da lige prøve de enarmede tyveknægte. Mens Karsten formøblede hele sin indsats på to dollars og Tina mangedoblede sin ene dollar, oplevede vi en af de andre ting, som kan fastholde folk i kasinoet. Gratis drinks! Ja, letpåklædte damer cirkulerer hele tiden og spørger om du vil have en drink, og den er oven i købet gratis. Vi takkede venligt nej, for næste dag venter flere eventyr og kilometer på landevejene.

Tirsdag 28/5: Vi forlader Vegas tidligt og kører mod Arizona. Ikke langt fra Vegas passerer vi Lake Mead og Hoover Dam. Hoover Dam er et gigantisk bygningsværk, som leverer strøm til både Californien, Nevada og Arizona. Storsvedende i den 35 grader varme ørken går vi langs toppen af dæmningen. Man får virkelig et godt indtryk af, hvor stort et bygningsværk det egentlig er, en håndværksmæssig bedrift, og respekt for de 100 mennesker, som faktisk mistede livet under opførslen af dæmningen. Selv om dæmningen er stor, har vi dog større mål i sigte i dag; Den sydlige kant af The Grand Canyon. Vi skal dog yderligere 400-500 km. længere ind i Arizona før vi når så langt. Selve køreturen fra Hoover Dam til Grand Canyon er ikke den mest spektakulære vi endnu har prøvet. Store vidder med masser af sand, rødlige klipper og yucca træer er det syn vi kilometer efter kilometer vænner os til. Mest afveksling får vi, når der ind imellem er en sandhvirvelstorm, hvor man nemt kan forestille sig, hvordan en tornado i meget større dimensioner ser ud. Det er sidst på dagen da vi endelig kører ind i Grand Canyon national park. Kløften er dannet af Colorado floden, som i øvrigt også er den flod, som passerer Lake Mead og Hoover Dam længere mod vest.

En maksimal dybde på 1800 meter, bredde på 29 km. og en længde på 450 km., er med til at gøre kløften til et spektakulært syn. Vi ankommer som sagt sidst på dagen og oplever derfor også, hvordan solens sidste stråler farver landskabet i hele spektret af røde nuancer. De langstrakte skygger og solstråler er et flot syn, men specielt solnedgangen gør turen det hele værd!

En anden gang vil vi helt sikkert bruge noget mere tid ved kløften, vi snakker blandt andet om hvor fantastisk det må være at vandre ned og måske endda rafte på floden i bunden af kløften. Mætte af oplevelser og trætte efter en lang dag på farten indkvarterer vi os på et motel i en af de små byer langs Route 66. Moteller har nok deres egen definition af begrebet Deluxe – i hvert fald omtaler vores motel sig som Deluxe Inn, men der var nu ikke meget andet godt at sige om det, end at der da var en seng.

Onsdag 29/5: En dag som tilbringes på vejen. Vi skal den lange vej fra motellet, ikke langt fra kanten af Grand Canyon, tilbage til Los Angeles. Vejen tilbage gennem Mojave ørkenen forløber heldigvis ret begivenhedsløst. Vi har et pitstop i Ludlow, som netop er endnu en af disse små flækker langs route 66, som består af en tankstation, en diner og et par spredte huse. Tilbage i Los Angeles og vel indkvarteret på vores hotel i det vestligste hjørne af bydelen Culver City, ikke langt fra Santa Monica, nyder vi endelig at kunne strække benene efter en lang dag i bilen. De næste dage venter udforskningen af Los Angeles og omegn. Vi glæder os til at se om byen har andet at byde på end et virvar af motorveje og endeløse rækker af biler.

Historien slutter her.

Shoutbox

Dagens billeder

Seneste Slideshows

Brugeraktivitet