Lige nord for north vancouver, hvor vi boede den første måned, ligger et bjerg kaldet Grouse Mountain. Her foregik også en stor del af konkurrencerne til OL, specielt de mere artistiske som f.eks. pukkelpist, snowboard og freestyle. Man kan nemt se bjerget fra byen, så vi besluttede os for at tage op og se det. Bussen kører helt op til foden af bjerget, men herfra skal man enten vælge en 900m stigning til fods eller at tage liften.
Liften koster 30$ så vi havde besluttet os for at prøve kræfter med stigningen til fods. Da vi kom hen til stigningens start, var der spærret af og der stod noget i stil med

Hmm, lukket pga. fare for liv og lemmer

Ok, vi synes stadig liften var lidt for dyr, så vi besluttede os for at prøve iegn en anden dag og begyndte at gå ned mod byen istedet.

Inden længe passerede vi et skilt, som viste mod Capilano Park and Water reservoir så vi gik ind for at se hvad det kunne være. Så viste det sig at 30m fra vejen lå et af Vancouvers tre smeltevandsreservoirer. De er meget stolte af deres gode drikkevand her og det burde da også være virkelig rent når det kommer fra smeltevand fra bjergene. Alligevel tilsætter de klor til vandet for at dræbe eventuelle bakterier og lignende som måtte leve i disse reservoirer. Mange her kan slet ikke smage at vandet er tilsat klor, sikkert fordi de er vandt til smagen, men for os var det tydeligt så vi har investeret i en speciel kande, som kan filtrere vandet og fjerne det meste af klorsmagen.

Nå, men det man ser bag Tina ovenfor er altså det opdæmmede reservoir. I hjørnet ligger den central, hvorfra drikkevandet bliver ledt ned til byen. Man kunne gå ud på selve dæmningen og få dette kig lodret ned langs vandfaldet. Det virker som et oplagt sted også at bruge noget af vandets energi til at producere elektricitet, men vi er ikke helt sikre på de faktisk gør det.
Som det kan ses fortsætter smeltevandet så videre ned igennem en kløft, som smeltevandet fra dette område har "gravet" gennem millioner af års erotion. Kløften fortsætter hele vejen ned til fjorden ud for vancouver by og området har rigtig mange vandreruter og udsigtspunkter ned langs kløften.
Vi besluttede os for at prøve lykken og gik ind i skoven til højre for strømmen i håb om at få en god naturoplevelse. Vi blev ikke skuffede bortset fra at en stor del af stiområdet var afspærret.
Det var lidt vildt at tænke på, at de mennesker som boede her, bogstaveligt talt havde dette område i deres baghave. Vi kunne ikke undgå at blive en smule jalous, når vi tænker på, hvad vi har i baghaven derhjemme i DK - Harald Nyborg, McDonalds og Bilka...

Naturen omkring kløften så ud til at få lov til at passe sig selv. Canadierne går meget op i at naturen skal være så uberørt som muligt, så ingen vi havde gået længe føltes det som om vi var langt ude i vildmarken, selvom vi gik på en sti ikke langt fra hovedvejen. Vi så masser af kæmpestore Douglasgran, bregner, mosser og svampe. Man måtte ikke gå for tæt på de største Douglas Gran fordi man ved blot at vade rundt tæt ved ville ændre på kompaktheden og dermed gennemtrængsningsevnen for vand, forholdene for rodnettet og sikkert også en masse andre ting. Det har åbenbart været et problem at de store træer ikke kan tåle alt for store ændringer i den jord de står i.

Herunder finder du flere billeder og indtryk fra dagen ved Grouse Mountain.