I påsken var det endelig blevet tid til at få besøg fra Danmark.
Tina's mor, Jonna, og søster, Malene, havde valgt at tage den lange tur fra Danmark for at besøge os - og måske for at se om vi faktisk havde det godt. Hidtil havde de jo kun set os på Skype. Søndag den 28. marts drog vi afsted mod lufthavnen for at hente dem. Vejret den dag viste sig fra sin mest "strålende" side, det var rigtigt Vancouver vejr. Ventetiden i området, hvor man modtager folk fra flyet føltes lang - specielt for Tina, som havde set frem til denne dag i lang tid. På billedet ses to meget trætte tourister, som var glade for at være landet i god behold. Der havde vist været mange betænkeligheder ved at skulle ud på så lang en rejse, specielt for Tinas mor, da det var hendes første flyvetur. Noget af en jomfrurejse må man nok sige.

Tilbage i lejligheden var vore to nye logerende noget trætte og efter at have fået lidt at spise kunne de vist ikke holde til meget mere. Trætheden prægede de to næste dage, hvor tiden gik med at se lidt af Vancouver i det "strålende" vejr, slappe af på sofaen, og i det hele taget komme lidt til kræfter efter turen. Vi så bl.a. False Creek fra søsiden. Man kan nemlig sejle rundt her med nogle små både, som fungerer som taxa'er langs fjordens bredder. Det var nu også helt ok at vi ikke skulle se så meget, for Tina arbejdede stadig mandag og tirsdag - hun havde lige noget arbejde hun ikke helt kunne slippe væk fra.

Tirsdag eftermiddag tog vi tre (Karsten, Jonna og Malene) bussen til UBC (University of British Colombia) for at følges med Tina hjem fra arbejde. Det gav både Jonna og Malene en mulighed for at se hvordan Tina's arbejdsplads egentlig ser ud, men også os alle fire en mulighed for at se området omkring universitetet.
Ikke nok med at mange af bygningerne er flotte, men grunden UBC ligger på, ligger helt ud til en stejl skrænt, som går ned til stillehavet.
Vi gik en flot tur langs stranden og snakkede om løst og fast, bl.a. hvad vi skulle se de næste dage. Det endte med at vi besluttede os for at tage på en lille to-dages tur til Vancouver island.
Vancouver island er en ø lidt større end Danmark, som ligger ca. 1½ times sejlads fra Vancouver. Øen er berømt for sin storslåede natur, vandreruter, kyststrækninger og dyreliv. Tidligt onsdag morgen, tog vi bussen til Horseshoe Bay og herfra færgen til Nanaimo på Vancouver Island.
I Nanaimo havde vi på forhånd lejet en bil så vi selv kunne køre rundt på øen. Planen var at køre til østkysten og se "Long Beach". Fra Nanaimo er der kun to veje ud af byen, én vej mod nord og én vej mod syd.
Da vi skulle vestpå kørte vi mod nord, og fulgte herefter ruten: Port Alberni, Ucluelet og endelig Tofino. En tur på ca. 80 km. som både passerer store skove, høje bjerge, skovsøer i 1000 m's højde, brusende floder, vandfald og lumske sten ved flodbredden :-)

Efterhånden som man nærmer sig kæden af bjerge midt på øen bliver omgivelserne langsomt anderledes. Træerne bliver lavere og af en anderledes type; der kan ske hurtige skift i vejrliget fra blå himmel til regnvejr, tilbage til blå himmel. Flere og flere klipper rejser sig omkring en og man kan begynde at ane sne højere oppe langs ruten. Vi stoppede i Port Alberni for at få lidt at spise. Det blev til en pizza hos den mest ustressede pizzabager vi længe havde set. Fair nok, vi havde jo også betalt så hvorfor skynde sig? Herfra følger vejen et langt stykke en flod af smeltevand. Beligggende mellem skov og bjerge er det et flot syn, som vi da også holdt ind for at se nærmere på. Både for at strække benene, men også for at få taget et par billeder. Det var et flot sted, desværre faldt en af os på en lumsk sten og slog sig - det satte en lille dæmper på begejstringen for naturen, men ikke mere end at vi besluttede os for at fortsætte turen.

Herfra er der så nedkørslen til Ucluelet, hvor man for første gang rigtigt får et kig på Stillehavet. På vej mod Tofino, som ligger lidt nord for Ucluelet holdt vi ind et sted langs "Long Beach" og nød den rå natur, hvor verdens største ocean møder kysten.
Heldigvis var der blå himmel og havet var roligt, så vi kunne nyde det flotte syn i ro og mag. Resten af turen til Tofino var ikke så ophidsende. Eneste højdepunkt var nok at vi kørte ind i et "Tsunami Evacuation Area". Hmm, vi tog chancen og kørte videre alligevel.

Tofino ligner en typisk by, som er baseret på turisme for at overleve.
Herfra går udflugter både med vandfly, kajak og skib. Man kan bruge sine penge i souvenirforretningerne eller få lidt at spise på en af de små restauranter. Der var ikke så meget at se her, som vi egentlig havde håbet så vi besluttede os for ikke at overnatte her, men derimod køre tilbage til Nanaimo og herfra starte på turen sydpå til Victoria, som er British Colombia's hovedstad, og som markerer sydspidsen af Vancouver Island. Vi håbede at vi dagen efter kunne komme på Hvalsafari herfra, og måske se en spækhugger, eller hval, i dens naturlige omgivelelser.
Vi havde ikke booket et sted at overnatte på forhånd, og da klokken nærmede sig 21.00 og vi stadig ikke havde fundet et sted at sove var stemningen i bilen efterhånden ved at være en anelse beklemt. Endelig fandt vi dog et motel i en lille by udenfor Victoria. Fyren på motellet gav os et værelse med to dobbeltsenge så vi alle fire kunne dele værelse. Vi var så trætte at vi var ligeglade, vi ville bare have et sted at sove. Inden fik vi dog en bid mad på "familierestauranten" Wendy's. Ok mad, når man er så sulten som vi var.

Efter en (u)rolig nat kørte vi resten af vejen til Victoria og forsøgte at finde et sted, som havde "Whalewatching" denne dag. Vi vidste hjemmefra, at der gik ture afsted, men uheldigvis kun i små både. Vi frygtede det måske ville være en kold tur, og da den varer mindst tre timer, og der ingen store både sejlede denne dag, måtte vi skuffede indse at det ikke ville blive til "Whalewatching" denne gang. Nå, istedet så vi lidt af Victoria, bl.a. parlamentsbygningen. Sidst på dagen kørte vi tilbage til Nanaimo og tog færgen til Horseshoe Bay igen. Vi ankom til lejligheden i Yaletown trætte, men også glade for turen og de oplevelser vi havde undervejs.

En af de næste dage havde vi aftalt at tage op på en af bjergtoppene nord for byen, Grouse Mountain. Desværre vist det sig at hele bjergtoppen var indhyllet i skyer, så vi besluttede ikke at bruge de 40$ per næse det ville have kostet at tage liften op til toppen.
I stedet gik vi ned til Capilano Suspension Bridge, som er den længste hængebro i området. Den er efterhånden blevet en turistattraktion og mange kommer herop for at se om de tør gå over den.
På midten hænger brooen ca. 70 m over floden nedenunder, men selvom broen er lang er den ret stabil. Skilte lovede et maksimalt udsving på et par meter, og vi kom da også over i god behold.
Ovre på den anden side, er der højt oppe i træerne, bygget et system af broer og platforme, så man kan få en rigtig "treetop walk". Det kan nogen gange være svært at få et indtryk af, hvor store træerne her egentlig er, men når kan går rundt heroppe kan man rigtigt se hvor gigantiske mange af dem er.

De næste dage gik med at se flere seværdigheder i Vancouver. Bl.a. kan nævnes: Chinatown, Gastown, Stanley Park (hvor vi for første gang bl.a. så en havodder og en vaskebjørn) og English Bay. Ved English Bay så vi f.eks. disse "grinende" skulpturer. Mens vi gik rundt i byen kom vi også fordi en optagelse af en amerikansk krimiserie. Mange film og serier er åbenbart optaget i Vancouver og omegn bl.a X-men, Titanic og Rambo ( liste med film optaget her i området). Midt i byen ligger et udsigtstårn, som man kan tage elevatoren op i og nyde udsigten over hele Vancouver og mange af forstæderne. Herfra kan man rigtigt se, hvordan byen mod nord afgrænses af bjergene, hvordan "Burrard Inlet" deler byen i to og hvor kæmpestor den egentlig er. Man kan også se helt til USA herfra, som jo kun ligger ca. 1½ times kørsel mod syd.
En af de sidste dage skulle vi da også lige prøve at spise sushi. Ikke langt fra, hvor vi bor, ligger en berømt Japansk restaurant, Kadoya, som efter sigende skulle lave den bedste sushi i byen. Vi bestilte noget forskelligt for vi aner jo egentlig ikke hvad det er, der står på menukortet. Det meste smagte fremragende, men den specialitet, som vi fik med, og som faktisk var det dyreste vi fik var der dog ikke udpræget tilfredshed med. Det bestod i al sin enkelthed af mundrette stykker rå tun. Hmm, jeg må indrømme at smagen faktisk ikke var så slem, men konsistensen... Lad os bare sige at mindst én i selskabet fik kvalme af oplevelsen. Det meste af det andet sushi vi fik indeholdt ikke rå fisk, og selv det, som gjorde, var tilberedt sådan at det smagte godt.

Jonna lod sig også overtale til at traktere med Boller i karry. Det var specielt undertegnede svært tilfreds med. Den sidste morgen var stemningen igen lidt vemodig - skulle de virkelig allerede hjem? Men ja, der var ingen vej udenom. Vi tog igen toget til lufthavnen og fandt uden problemer den rette "gate". Efter en tårefyldt afsked måtte vi igen vende hjemad mod en tom lejlighed. Det eneste positive ved at sige farvel må være at vi endelig kunne få vores egen seng igen - en luftmadras på gulvet er bare ikke det samme som en rigtig seng :-)

Vi siger begge tak for Jeres besøg og for de oplevelser vi havde sammen mens I var her.

Se flere billeder fra Jonna og Malene's besøg her
Se endnu flere billeder fra Jonna og Malene's besøg her