OL stemningen havde totalt overtaget Vancouver, så vi tænkte vi var nødt
til at prøve at komme til at se nogle af konkurrencerne.
Det viste sig de fleste spændende ting, som f.eks. pukkelpist eller
super G allerede var udsolgt, øv altså!
Derfor gik vi efter noget, hvor der
var danskere med - Curling.
Man kan vel næppe kalde curling en intens sport, eller en sport hvor udøverne
nødvendigvis er i god form, men som sagt - vi havde et dansk hold med og de
havde vist klaret sig nogenlunde inden OL, så vi gav det en chance.
Vi fik billetter til de danske kvinders kamp mod rusland, det var stadig tidligt
i turneringen så vi havde ikke rigtigt set nogen af holdene spille før.
Samtidig spillede kina mod Schweiz og england mod sverige.
|
|
Afsted det gik med bussen mod det olympiske curling stadion sammen med en
millard (mindst) andre OL entusiaster. Det første vi så var sikkerhedschecket
for at komme ind på området. Det var ligesom i lufthavnen: Alle ens egendele
blev scannet og man skulle selv gennem en metaldetektor. Fint nok, det er jo
vigtigt, at sikkerheden er i orden.
|
Vi kom ind at sidde i hallen midt i den kinesiske enklave, men kinesere bliver
man hurtigt vandt til når man bor her - det virker som om halvdelen af byen
er kinesisk.
Holdene var i gang med deres opvarmningskast på dette tidspunkt - danmark skulle
spille længst væk fra os, fedt. Der var en god stemning i hallen og vi så frem
til en spændende kamp mod russerne. Som sagt vidste vi ikke så meget om holdene
og troede faktisk Danmark havde en chance. Holdene forlod hallen, for derefter at gå ind
igen til den officielle indmarch.
|
Danmark gik naturligvis forrest som det sig hør
og bør :-)
Kampen gik igang, og allerede efter et par ender kunne vi se, hvor det bar
hen ad. De danske kvinder nægtede af en eller anden grund at lytte til alle de
gode råd og fremragende taktikker vi udtænkte for dem - de havde en helt anden plan.
"The Danes are going for "the Hammer"
|
At have "the hammer" betyder, at man har retten til at kaste den sidste sten i en ende.
Man kan have den fra starten ved lodtrækning, eller få den hvis de andre har vundet
den forrige ende. Danmarks strategi om at have the hammer gik fremragende - russerne
vandt de fleste ender og dermed havde danmark jo "The Hammer" i næste ende...
Der er kun et lille problem med den strategi - de andre scorer flest point
med mindre man kan udnytte hammeren godt.
I kan næsten regne ud, hvordan det gik med
den del af det - rigtigt skidt faktisk. Nå, ingen grund til at gå i detaljer med
det - det endte med at vi tabte kampen til russerne. Jeg havde flere gange lyst til at
råbe til pigerne, at de "Skulle se at tage sig sammen", men Tina mente ikke, at det
var en god idé. Desuden ville hun jo "blive nødt til at finde sig en ny plads", hvis jeg
gjorde noget pinligt, så jeg holdt mig i skindet :-)
|
I pausen var det tid til lidt at spise. Udvalget var ikke så stort så vi gik efter
noget vi kender hjemmefra - hotdogs. Vi kunne jo ikke vide at en Canadisk hotdog og
en danks hotdog stort set kun har brødet til fælles. En hotdog her består kun af
brød, som vi kender det, og af en gigantisk, svedende, kogt pølse som det er umuligt
at vide hvad bestod af. Nå, de var jo købt og betalt så spises skulle de naturligvis.
Man kunne selv hælde lidt ketchup og mustard (sennep) på, men hvor var remouladen???
Nå jo, det kender de slet ikke her. De har ikkke engang noget, der minder om det.
|
Det endte jo med Danmark tabte kampen, men vi fik en hyggelig aften ud af det.
Desuden har vi jo så prøvet at være til vinter OL, noget vi nok ikke ville opleve
i Danmark!
Når Paralympics starter håber vi, vi kan få billetter til noget skisport ved
skisportsstedet Whistler - men det må I vente med at høre om lidt endnu...
|